Holdet bag Da Bo mistede sin far

Dabomistedesinfar.dk

Holdet bag

Carsten, Niels og Louises veje krydsedes tilfældigt for to år siden, og under et inspirerende kaffemøde fødtes ideen om et fremtidigt samarbejde med det mål at hjælpe børn i sorg. De har det til fælles, at de alle arbejder for at gøre en forskel for børn som mistrives.

Carsten og Niels arbejder med ’FACE:IT’, som er et pædagogisk samtaleværktøj om følelser. Og Louise har skabt ’Omsorgskassen’, der er en sorgbearbejdelsesmetode. De to eksisterende projekter blev forenet i et nyt fælles projekt med titlen: “DaBo mistede sin far”.

Fagligheden bag ’Da Bo mistede sin far’

Vi oplever, at vores samarbejde tilfører vores materiale en dybere, bredere og mere nuanceret indsats, end vi hver især kunne gøre. Louise har stor viden og erfaring om sorg og sorggrupper, Carsten om traumer og regulering af nervesystemet og Niels formår på imponerende vis at omsætte tanker og viden til billeder og animationer som forstærker og understøtter vores budskab.

Fra ide til virkelighed

Da tanken om projektet først var blevet født, var der ikke langt til handling, da de var overbeviste om, at materialet kan være en hjælp til mange børn og voksne, som står i en svær situation.
Det stod klart fra starten, at materialet, der består af små film og vejledninger skulle være frit tilgængeligt for alle. Det betød, at de tre skulle lægge en masse interessetimer i dette vigtige projekt. Projektet har modtaget støtte fra SMUKfonden og Salling Fonden.

I dag ligger der 21 animationsfilm til rådighed, men der kan komme flere til, hvis man erfarer, at der mangler nogle. De håber, at de også kan inspirere børn og voksne til også selv at lave deres egne film, hvor de kan fortælle om deres tab.