"Da Bo mistede sin far"
Hjælp til børn i sorg
Vores ønske med materialet er at børn, der har mistet et menneske, som står dem nær, i højere grad vil blive mødt, set og forstået i deres sorgproces.
Hvis barnet ikke bliver mødt og forstået i sorgen kan det resultere i længerevarende psykiske problemer og isolation, som mindsker barnets trivsel og udvikling. De voksne, som er omkring barnet, kan tit være i tvivl om hvordan de skal drage omsorg for barnet, når der er tale om uhelbredelig sygdom eller død. Her kan materialet hjælpe barnet og de voksne.
Materialet består af mulige scenarier om de hændelser, begivenheder og valg som sker i forbindelse med at miste en forældre fx begravelse, se den døde eller ej, gå ind og ud af sorgen, starte i skole igen, at mindes. Scenarierne formidles gennem små videofilm, hvor Bo er hovedpersonen.
Gennem fortællingerne om Bo får barnet mulighed for at bearbejde sine følelser og tanker pr. stedfortræder. Dialogen, om det der fylder for barnet, bliver lettere. Filmene giver også mulighed for at skifte mellem barnets og Bos perspektiv, hvilket for nogle børn gør samtalen om det svære mulig. Barnet erfarer at det ikke er alene om de følelser og tanker det har og at det på nogle områder har det ligesom Bo og på andre området anderledes. Filmene om Bo giver et bud på en mulig sorgproces – sådan som den ser ud for Bo. Det giver et udgangspunkt for at barnet kan sætte ord på sin egen sorg.
Målgruppen er er børn fra 6-10 år, deres forældre, familiemedlemmer, pædagoger, lærere, sygeplejersker, sundhedsplejersker, Hospiceansatte, læger, psykiatere, psykologer, terapeuter, præster, selvhjælpsgrupper, frivillige, sorggruppeledere, palliative teams – alle som kan møde børn, som har mistet.
Filmene kan bruges både i grupper og individuelt. Til materialet er der er vejledning, som vi anbefaler de voksne læser inden brug af materialet. Vejledningen består af en generel beskrivelse af hvordan man kan arbejde med sorg og sorgprocesser. I vejledningen er der også forslag og anbefalinger til hvordan man kan arbejde med de enkelte film.
Materialet ligger frit tilgængeligt på her på siden og på Det Nationale Sorgcenters hjemmeside.
Vi håber at ”Da Bo mistede sin far” kan være hjælpsomt for børn og voksne, som står i en svær situation.
Kærlig hilsen
Louise, Niels og Carsten